POLITISK NOTE Nr. 2, 2024 - Den 18. februar 2024
RUSLAND - EFTER NAVALNY
Yulia Navalnaja
Den russiske ledende oppositions-politiker, Alexei Navalny, 47 år, er død. Eller er blevet gjort død. Det har myndighederne som bekendt prøvet før. Og de vil ikke udlevere hans lig til familien endnu. Det er ikke gode tegn - især ikke for et regime af Putins slags! Og myndighedernes meget hårdhændede behandling af folk, der bare vil lægge blomster til Navalnys ære, er også et tegn på deres store nervøsitet. Men som Navalny sagde ved flere lejligheder: Hvis de beslutter at slå mig ihjel, så er det tegn på, at vi er stærke. Og giv aldrig op!!
Spørgsmålet er: Hvad sker der nu? Det bedste og mest naturlige ville være, at den russiske befolkning i titusindvis gik ud på gaderne for at protestere. Og ikke bare ét sted - men mange, mange steder. Gerne støttet af politifolk, soldater, m.v. Så kunne selv Putin nok forstå, at den er helt gal.
Men det vil desværre nok ikke ske. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Derimod tror jeg, at Navalnys enke, Yulia Navalnaja, meget vel kan komme til at spille en central rolle for oppositionen. Hun er som sin mand 47 år - uddannet økonom - og har indtil nu allerede været stærkt fremme i oppositionen. Forleden talte hun på Den europæiske Sikkerhedskonference i München - dagen efter sin mands død. Myndighederne vil med garanti også være efter hende. Prøve at "få hende" til at falde ud af et vindue, give hende gift, fængsle hende, osv. Det tager hun helt sikkert højde for.
Jeg vil forelå, at I følger med i de tre kendte russiske medier, som nu udkommer uden for Rusland ( i Riga og i Jerevan ). De kan tegne et realistisk billede af situationen i Rusland - og gør det hver eneste dag. De udkommer alle også i en udgave på engelsk:
Meduza - Meduza — The Real Russia. Today.
Moscow Times - The Moscow Times
Novaya Gazeta - Europe: Novaya Gazeta Europe
FINLAND - MEGET PRO-EUROPÆISK OG PRO-NATO PRÆSIDENT.
I sidste uge valgte finnerne deres nye præsident for de næste seks år. Han hedder Alexander Stubb,
kaldet Alex Stubb. Han er 55 år og er tidligere stats- og finansminister. Han tilhører det borgerlige Samlingspartiet - ligesom sin forgænger Sauli Niinestö. Han har også arbejdet for Jacques Delors i EU-Kommissionen. Jeg kender ham personligt fra dengang, hvor vi arbejdede sammen.
Den finske præsident har store beføjelser hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og han er øverste chef for det stærke finske forsvar. Han tiltræder den 1. marts.
I den løbende konflikt omkring Ruslands uprovokede angreb på Ukraine er Stubb meget klar: Ingen aftaler med Rusland så længe krigen varer. Landet har allerede lukket alle grænseovergange på den fælles 1300 km grænse, fordi Rusland benyttede den til at sende mellemøstlige flygtninge ind i Finland.
UNGARN - ORBÁNs STORE VANSKELIGHEDER.
Europas smertensbarn, Ungarn, måtte på det seneste EU-topmøde bøje nakken og acceptere EUs fortsatte store støtte til Ukraine. Statsminister Viktor Orbán havde ellers på forhånd sagt, at det kunne der ikke være tale om. En "kammeratlig" samtale med de vigtigste EU-ledere lige før topmødet fik ham på andre tanker ! Umiddelbart bagefter sendte han en pressemeddelelse ud i Ungarn om, at han i virkeligheden havde vundet derved, at "der ingen ungarske penge går til Ukraine". Den var der nok ikke nogen i EU, der forstod. Men den var heller ikke møntet på andre end hans egne tilhængere i Ungarn :-(
Og dårligt var han kommet hjem til Budapest, før den største krise i hans lange regeringsperiode brud ud i lys lue. Landets præsident, Katalin Novák, "var kommet til" at benåde en fange, der havde gjort sig skyldig børnemishandling. Hun er nær ven og allieret med Orbán. Og denne handling går stik imod de værdier, partiet og regeringen siger, de kæmper for. Præsidenten måtte gå af, og det samme måtte justitsminister, Judit Varga. Hun står også Orbán meget nær. Og ude på gaderne brød de største demonstrationer i mands minde ud overalt i Ungarn. Med krav om regeringens afgang.
Orbán-regeringen har så stort et flertal i parlamentet, at det nok ikke sker. Men de kommende lokalvalg i Ungarn og Europa-Parlamentsvalget - begge i starten af juni - kan let blive en gyser for Orbán og hans mange tilhængere.
Og hvad med Sveriges indtræden i NATO? Her er Ungarn det eneste af de 32 NATO-medlemmer, der endnu ikke har sagt ja. Orbán har lovet NATOs generalsekretær, Jan Stoltenberg, at det vil ske i starten af parlamentets forårs-session. Den starter mandag den 26. februar. Lad os nu se. Men det vil ikke være let at være Ungarn, hvis deres godkendelse bliver yderligere udsat. Især i dagens meget svære situation med det russiske angreb på Ukraine.
HOLLAND - REGERINGSFORHANDLINGERNE I VANSKELIGHEDER.
Det hollandske valg den 22. november gav en sejr til den meget højre-orienterede politiker Geert Wilders og hans Frihedsparti. Med deres krav om anti-islam tiltag, benægtelse af klima-problemet, m.v. Wilders har forsøgt at samle flertal for en regering. Men i sidste uge sprang et stort centrum parti fra. Derfor er det uvist, hvad der nu sker. Måske nyvalg? Og her står Wilders til at få endnu flere stemmer. Mere i mine næste Politiske Noter.
NJT - 18 02 2024

Comments
Post a Comment